
Om kun 22 dage sidder jeg på et fly. Det vil sige at jeg om kun 23 dage er hjemme i Danmark igen, efter have været væk i 21 måneder.
21 måneder, hvor der er en hel masse venner jeg ikke har “set” andet end diverse facebook opdateringer.
21 måneder, hvor jeg ikke har været i jomfru ane gade, som jeg hører er totalt anerledes, i forhold til, hvordan det var før jeg tog afsted.
21 måneder, hvor jeg ikke har kunnet holde om diverse af mine familie medlemmer fra min kæmpe familie og jeg glæder mig så meget til at se alle mine mostre, fastre, onkler, kusiner, fætre og alle mine fætre og kusiners offspring.
Om kun 23 dage lander jeg i Billund til forhåbentlig et gensyn med nogle lækre mennesker og min skønne familie.
Jeg glæder mig helt vildt, men det giver mig også en klump i halsen, når jeg fortæller de mange børn, jeg har mødt, ved at være frivillig i børnenes børnehave klasse, at jeg snart skal forlade dem og de så kigger op på mig og siger: “We don’t want you to leave, Anne”, “But you’ll come back, right?”.. De forstår endnu ikke helt det der med, at jeg er fra Europa og at det altså ikke er lige rundt om hjørnet.
Det at min veninde Carina, som jeg skal flytte i lejlighed med når jeg kommer hjem, sender mig links til diverse lejligheder i Aalborg gør også det hele mere virkeligt. Jeg SKAL hjem og jeg SKAL finde en lejlighed, som hun og jeg kan bo i. Jeg SKAL begynde på universitetet og finde mig et job og på en eller anden måde klemme en form for sport eller træning ind et eller andet sted der.
Jeg skal hjem og være fuldtids storesøster igen, hvilket jeg glæder mig til! Der er ikke noget værre end at være på et andet kontinent og så en søster har brug for én. Så fra nu er vil jeg altid være i nærheden og hjælpe med whatever!
Kun sølle 23 dage, Aalborg. Så er jeg tilbage. Jeg har ændret mig, du har ændret dig. Det bliver mærkeligt.
- A.














