Siden jeg var 15 har jeg ikke gjort andet end at snakke om at flytte hjemmefra.
Bare flytte til Aalborg, og glemme alt om sure, triste og fucking kedelige Brovst!

Trods at jeg ikke rigtig har ophold mig særlig meget hjemme ved mine forældre det sidste halve år, så var det faktisk helt underligt og sørgmodigt da mine forældre og lillebror kørte herfra søndag aften, tanken om pludselig at skulle stå på egne ben og at jeg  ikke lige kan smutte ned i stuen til mor og far (trods jeg aldrig var hjemme) satte sgu tåre i øjnene på mig da de kørte, det var den samme følelse som da jeg flytte til aalborg første  gang som 18 årig, da var jeg helt tude færdig . Var så oven ud lykkelig for endelig at være kommet til storbyen og væk fra alt den fnider fnader der er i lille Brovst. Lige indtil det øjeblik mine forældre satte sig ind i bilen og kørte hjem, den der følelse af at noget bliver taget fra en, den havde jeg der, det positive er så nu at jeg jo har Nicolai, så jeg kommer ikke  til at have de der alene stunder, ved mindre jeg gerne selv vil..

pointen med dette lille indlæg er:
trods ens forældre kan være død trælse osv osv… så nyd det mens I kan, bare nyd den tid I har mens I bor hjemme, for hold kæft hvor kommer man til at savne dem meget når de ikke lige er ved siden af længere! og man skal gøre alting selv.. Heldigvis kan man altid ringe til dem!)  
- Jeg savner i hvertfald mine forældre, hvilket jo egentlig er naturligt nok, elsker dem jo rigtig meget og ikke mindst mine to søskende Frederikke og Christopher, trods vi ofte skændes så er de to guld værd og vil ikke bytte dem for noget i verden..